Usynlig tandretning med gennemsigtige skinner
- en artikel fra magasinet PLASTIQUE
Slut med rester af mad i metalbøjlen og med at ligne en forvokset teenager bare fordi du skal have rettet tænder. Nye tandskinner i gennemsigtig plastik gør jobbet.
De fleste, der har prøvet at have bøjle på tænderne kan huske fornemmelsen af madrester, der sad fast. Af læber, der blev flossede og ømme, hvor metallet fra bøjlen stødte på. Og ikke mindst, hvor døds-sygt det var at se sig selv i spejlet og ligne en teenage-tegneseriefigur. Men hvad gjorde man ikke for at få pæne og lige tænder. Dengang.
Gør det selv-retning
Helen Torkashvand er special-tandlæge i ortodonti, det vil sige tandlæge med speciale i tandretning. Hun har de sidste to år arbejdet med Invisalign og forklarer, at metoden kort fortalt går ud på, at man til hver patient laver flere sæt skinner af tyndt gennemsigtigt plastmateriale. Hver skinne flytter tænderne en lille smule - 0.25 til 0.33mm - og skal sættes på i en bestemt rækkefølge. Som patient kommer du til kontrol en gang hver måned eller halvanden. Her får du kontrolleret dit bid, og får desuden udleveret 2 til 3 sæt skinner, som du så selv skal skifte derhjemme. Du får nye skinner på hver 14. dag.
"Du har skinnerne på hele tiden, undtagen når du spiser og børster tænder. At du selv kan skifte skinnerne betyder, at du bruger mindre tid hos tandlægen end ved de gængse
tandretningsmetoder," siger Helen Torkashvand, der oplever, at mange af hendes patienter aldrig har hørt om behandlingsmetoden, for hun fortæller dem om det. Principielt kan alle med fuldt udvoksede tænder få rettet tænder med Invisalign. Cirka 100 danskere har valgt at få det gjort i 2005, og tallet er stigende.
Det er dog ikke alle former for korrektioner, der kan ordnes af de klare plastskinner. Større tandretninger, som fx store overbid eller underbid kræver stadig faste bøjler. Men mindre ting, som fx mellemrum eller skæve fortænder er metoden meget velegnet til, fortæller specialisten.
Over Atlanten og tilbage
Skinnerne fremstilles i Sydamerika af et amerikansk firma. Når du som dansker beslutter dig for springe ud i behandlingen tager din tandlæge eller specialtandlæge et sæt aftryk af dine tænder og et såkaldt sammenbid, hvor hun kan se, hvordan du bider sammen. Derudover bliver der taget flere billeder af dine tænder og dit ansigt, plus et røntgenbillede af alle dine tænder. Tandlægen laver efterfølgende en beskrivelse af, hvordan og hvortil dine tænder skal flyttes, for at opnå det resultat, der passer bedst til dit ansigt. Beskrivelsen og aftrykkene bliver sendt til Invisaligns laboratorium. Her bliver modellerne scannet ind på en computer, som udregner i hvilken rækkefølge tænderne skal flyttes for at nå resultatet.
"Computeren regner ud, hvor mange forskellige stadier patienten skal igennem, og dermed hvor mange skinner, der skal laves. Der kan fx være 25 til overkæben og 16 til underkæben. Hele tandretningsfor-løbet frem til det endelige resultat laves på computeren i en tredimensionel film, som bliver sendt til mig. Hvis jeg ikke er tilfreds, giver jeg besked til laboratoriet om, hvad der skal ændres. Ellers bliver patienten kontaktet og får en tid til at komme ind på klinikken og se på 3D modellerne sammen med mig." Først når patienten er tilfreds med det resultat, hun kan se, får laboratoriet besked om at de må starte fremstillingen af skinnerne. Der går cirka 3 uger før tandlægen modtager Invisalign-skinnerne med posten - eventuelt sammen med en vejledning.
"Fx kan der stå slib 0,3 mm mellem tand nr. 2 og nr. 3 i højre side i overkæben før skinne nr. 7. Hvis der ikke er plads til alle tænder, skal der i visse tilfælde slibes lidt på sidefladerne af nogle tænder. Computeren regner altså også ud, hvornår jeg skal slibe i forhold til, hvor meget plads, der er," fortæller specialtandlægen.
Indtil nu har Helen Torkashvand ikke haft nogen negative reaktioner på behandlingen. Patienterne klarer selv at skifte skinnerne, og resultaterne taler for sig selv. Eneste ulempe er måske prisen. At undgå togskinner koster mellem 38.000 og 46.000 kr. Men når man nu ikke behøver at lide for skønheden, må man betale for den i stedet.
Fakta om de usynlige skinner
Invisalign er klare plast-skinner, som er støbt efter dine tænder. De fungerer som bøjler og kan rette mindre tandstillingsfejl, som fx mellemrum eller skæve tænder. Du har skinnerne på hele tiden, undtagen når du spiser eller børster tænder.
Skinnerne skal skiftes hver fjortende dag, og dit bid kontrolleres hos tandlægen cirka hver sjette uge. En behandling kan strække sig fra seks måneder til over et år og koster mellem 38.000 og 46.000 kr., afhængigt af, hvor mange skinner du har brug for.